Special- og støtteundervisning
Specialpædagogisk støtte (SPS) er i korte træk en ekstra ressource koblet til elever, som skolen, PPR m.fl. vurderer er særligt udfordret i skolen og som har brug for ekstra støtte i deres personlige, sociale og faglige udvikling.
Som friskole har vi pligt til at udarbejde en skriftlig plan for indsatsen for eleven samt løbende evaluere indsatsen over for de elever, der modtager specialundervisning.
Det er op til den enkelte skole at beslutte, hvordan SPS-timerne skal bruges. Vi kan som skole derfor vælge at undervise flere elever med samme særlige behov i en gruppe, give en del af timerne som specialundervisning på mindre hold, have en støttelærer til eleven i klassen, eller ved individuel støtte uden for klasserummet.
På Oure Friskole har vi valgt at skemalægge SPS-timerne, så de ligger fast i elevernes ugentlige skemaer.
I specialundervisningen har vi mange forskellige arbejdsformer og metoder. Vi arbejder med individuelundervisning, gruppe undervisning, forskellige timetal henover året, læsetræning, fonologi, reading recovery m.m.
Vi forsøger, at give eleverne et værdigt skoleliv, hvor vi er opmærksomme på, at vi ikke alle kan det samme, men at vi hver især bidrager med det, vi kan i samarbejde med andre. Det er vigtigt, at vi i skolen ser alle børn som en ressource og at den enkelte lærer ser, hvor betydningsfuldt det er, at eleven bliver aktør i samarbejdet på skolen.
Særligt ift. ordblindhed
I maj hvert år laver vores in-house speciallærer ordblind risikotesten sammen med 0. Klasse eleverne i Frøklassen. Hvis der er elever, der viser tegn på ordblindhed, får de tilbudt timer hos vores speciallærerteam fra 1. Klasse af. For elever med særlige behov laver vi individuelle planer for deres behov og forudsætninger. Elever med vanskeligheder er en opgave, som Oure Friskole kan og skal løse.
Læs mere om specialpædagogisk støtte